Tusind rare øjne…

Jeg ved ikke rigtig om jeg har lyst til at skrive nu. Det er sent. Alligevel mærker jeg en brænden i brystet og tænker på, hvad det mon er, der gerne vil ud nu? Jeg længes tit efter at komme tilbage til universet. Når jeg indimellem mærker universets kærlighed indeni, så kan jeg længes kraftigt efter at komme hjem – hjem til stjernerne. Denne følelse af: ”Hvad laver jeg dog her??” – dukker op gang på gang. ”Hvad er meningen med at være her?” En form for indre plage – indre længsel. Måske næsten et ønske om ikke at være her?

Alligevel så vil jeg bare være her, – jeg ønsker ikke at give op eller stikke af, selvom følelsen af at være fortabt eller at det ikke nytter noget godt kan snige sig ind. På en måde har jeg bare lyst til at komme tilbage til Gud – hjem til mit univers. Det pudsige er bare, at jeg ved udmærket godt, at rent fysisk behøver jeg ikke være nogen som helst andre steder end her for at ”komme tilbage til Gud”. Illusionen består mest af alt i at tro, at Gud er et andet sted end dér, hvor jeg er. Illusionen om afstand og adskillelse.

Jeg ved – det er illusioner. Når jeg virkelig mærker efter, så får jeg denne stærke og dejlige fornemmelse af, at alle englene er lige her, og at de vinker til mig med smil og latter. Der er masser af kærlighed i universet, og universet er i min stue, i mit hjerte. Jeg er en del af universet. Sådan er det. Det er sandheden, uanset hvor mange gange mine følelser forleder mig til at mærke noget andet. Kvaliteten af den vished er meget dybere og renere end de følelser, der oversvømmer mig fra tid til anden.

Hver gang jeg beder universet om at hjælpe mig med at rense ud i mine gamle følelser – så får jeg hjælp. Uendeligt kærligt sker det, som tusind rare øjne, der på én gang ser og kender mig og samtidig viser mig glæde og kærlighed. Jeg er træt nu. Nu vil jeg sove. Som et uskyldigt barn i et kærligt univers. Universet tager sig altid godt af mig.

Jeg er et uskyldigt barn i et kærligt univers. Universet tager sig altid godt af mig. Og af dig.