Hvad er så det der med Gud og guder…? 

 

På en måde er tiden løbet fra religionerne. På mange måder er mennesker i langt højere grad nu parate til at finde troen, måderne og værdierne i vores egne hjerter. Religionerne giver stadig liv til mange mennesker og danner stadig en fin ramme om mange menneskers tro. Mange mennesker føler blot, at denne ramme, der ligger i religionerne er blevet alt for snæver, for begrænsende. Derfor søger vi andre muligheder, og ender altid med at måtte tage stilling med vores egne hjerter. Vi behøver jo ikke biblen for at vide, at vi ikke skal slå vores næste ihjel!

 

Ja, tiden er løbet fra religionerne, det er som om, at folk godt kan selv nu, de behøver ikke på samme måde gamle tiders vejledere, eller guruer, der skal fortælle dem, hvad de skal gøre. Alle svarene findes indeni, og vi kan på en måde alle være hinandens vejledere, når vi har brug for det. Så det er kun et tegn på åndelig vækst hos mennesker, at de stiller spørgsmålstegn ved religionerne og ikke blot tager for givet, at alt indenfor disse rammer er rigtigt. Det er et modenhedstegn, at mennesker selv ønsker at tage stilling – måske ved at spørge: Er dette kærligt? Dette simple spørgsmål kan rede mange tråde ud.

 

Hvad skal vi bruge ”synd” og ”Guds straf” til? Gud straffer altså ikke. Det er en skrøne. Det er noget mennesker har opfundet – formentlig i den bedste mening. I de mest moderne selv-udviklings-bøger fremstilles med al tydelighed, at vi ikke kan bruge disse begreber til andet end at slå hinanden og os selv oven i hovedet med! Disse begreber er forældede og at anvende dem fører ikke kærlighed med sig – men tilføjer skyld og smerte. Hvem har brug for synds-begrebet? Gud? Det tror jeg næppe. Gud vil til enhver tid gennemskue alt og se, at ethvert menneske handler, som det bedst kan –  uanset hvad handlingen er. Gud vil være i stand til at se, hvordan smerten ved at gøre andre ondt vil gøre lige så ondt på gerningsmanden som på offeret. Hvilken smerte vil du ikke opleve, hvis du i et raseri-anfald kom til at slå på én du elsker? Og hvis du slår på en du hader? Så mærker du måske ikke smerten? På et tidspunkt vil du komme til at kende smerten – du vil opleve, at det du gør mod andre vil komme tilbage til dig selv, og så vil du kende smerten. Til sidst vil smerten være så stor, at ingen længere nænner at gøre nogen ondt – vi kender smerten. Der findes i virkeligheden ingen ”synd” og ingen ”straf”. Det er ikke Gud, der sørger for at du selv får det tilbage, som du har givet ud. Det er dig selv, der afprøver livet. Selv ikke-religiøse mennesker ved, at der er ret stor risiko for at få en på tuden, hvis man selv har ”løse næver”. Så vi ved det egentlig godt. Det er én af universets love – religion eller ej. Èn af universets færdselsregler. Så længe det ikke er vigtigt nok for dig at holde op med at slå, så længe vil du blive ved med at modtage dine egne slag – lige indtil den dag, da du oplever, at nu kan det ikke blive mørkere, nu nænner du ikke slagene længere – du kender dem alt for godt. Dette er ikke synd, det er lærdom på livets vej – og det er ikke straf, det er resultatet af vore handlinger, der vender tilbage til os. Så se blot hvad du modtager? Har du lyst til at ændre på det, du modtager? Så se hvad du sender ud – er der noget, du kan ændre der? (Og husk tanker er IKKE toldfrie – se andetsteds om tanker)

 

Pointen er her: HOLD IKKE KÆRLIGHEDEN TILBAGE! Måske lyder det fjollet, men et godt sted at begynde at ændre, hvad vi sender ud er ved ikke at holde kærligheden tilbage. Har du en kompliment i hjertet til én du kender – så undlad ikke at aflevere den til vedkommende. Har du et knus der brænder lige indenfor vesten, så giv det ud! Har du lyst til at give en gave, så giv den uanset om det er jul eller fødselsdag eller ingenting! Der er så uendelig meget kærlighed skjult i de små gestus vi gør hver dag. Er der noget, du blev glad for – vis det så den anden kan forstå det! En hånd på en arm, et smil, et knus en opringning – der er mange måder at sige tak på. Gør det når du mærker noget, du virkelig bliver glad for – her er det allervigtigst at komme ud med det! HUSK: Du kan også takke dig selv! At vise taknemmelighed er en gave til alle – også til dig – det bruser og bobler indeni, hvis du vover det. For så tillader du kærligheden at vokse – jo mere der bringes ud desto mere bringes ind, og kærligheden vokser på denne måde tusindfold – blot ved at gå fra person til person! Dette har i sandhed uanede perspektiver!

 

Kærligheden bor i hjerterne – ikke i religionerne. Religionerne fortæller om kærlighed – men er alligevel kun en ramme – en ramme om Gud. Alt det, der gøres i kærlighed er guddommeligt – religion eller ej. Gud er faktisk ikke særlig interesseret i religioner – men i mennesker. Gud ser ikke på, om vi er religiøse, men om vi er kærlige. Gud støtter kærlige projekter og handlinger – uanset om de udspringer af religion eller ej. Et guddommeligt menneske kan være et menneske, der aldrig har hørt om hverken Gud eller religioner – men som kender kærligheden til sig selv og til sine medmennesker og som spørger til kærligheden i sit hjerte. Religionerne har ikke patent på Gud – eller på vejene til kærlighed. Religionerne indeholder sandheder og usandheder – og det er stadig nødvendigt at mærke i sit hjerte hele vejen, om det er kærlighed, når du læser hellige skrifter! Tro ikke, at bare fordi det står i biblen eller koranen eller andre hellige skrifter, så er alting den rene og skære sandhed. Der er ingen nedskrevne sandheder, der egentlig overgår sandheden i dit eget hjerte – ejheller denne bog! Så vælg dine profeter med omhu. Spørg altid: Er det kærligt?

 

Gud interesserer sig heller ikke særlig meget for navne. Gud, Bouddha, Muhammed, Shiva, Krishna, Kristus, Jomfru Maria… Alle disse er navne på guddommelige væsener – eller hvad vi nu skal kalde dem. Kærligheden er det samme som Gud, og kært barn har mange navne! Så simpelt er det! Alle guder er i virkeligheden én og samme gud – nemlig kærligheden. Der er ingen gud, der er bedre end den anden. Der er måske forskelle imellem disse guder – men i bund og grund er kærligheden det, der samler alle guder, og derfor er der ingen grund til at lave stammekrige – religionskrige… Stammekrigene – er de kærlige? Ingen gud har nogensinde beordret en krig. Det giver ikke mening at slå et andet menneske ihjel i Guds navn – det kan ikke lade sig gøre, for Gud er kærlighed.

 

Gud er også tilgivelse. Sand tilgivelse kommer indefra dig selv – ejheller her er du nødt til at ty til religioner. Når du helt og endeligt har tilgivet dig selv – er du fri. Gud eller kærlighedskraften i dig hjælper dig med ethvert dybt ønske om tilgivelse. Denne kraft hjælper med til at vække din egen kraft og kærlighed, så du bliver i stand til at se, at du måske misbrugte kærligheden for egen vinding. Øvelse gør mester, og livet er lærerigt, så på denne måde kan det være, at du handler anderledes næste gang.

 

Når tiden er løbet fra religionerne, hvad er tiden så inde til? Vi har stadig brug for vejledere – men ikke nødvendigvis religiøse. Mennesker af i dag går meget mere efter de vise og kærlige af hjertet. De mennesker som virkelig er morgendagens helte, det er dem, der har noget kærligt på hjerte – og som selv er sit eget bedste eksempel. Vi lader os ikke længere narre af mennesker, der kan skriften udenad, men som ikke lever efter den – som ikke er det de taler om. Vi kan ikke tage imod glade budskaber fra en sur og tvær person. Det har måske været muligt før, men det er det altså ikke længere! Og Gud ske tak og lov for det… Vi måler i stedet i vore hjerter – vi ser igennem vore medmennesker og oplever direkte, om der er kærlig energi her.

 

 

Vi hungrer nu i den grad efter kærlighedsenergi – og vi finder den hver dag – måske hos kollegaen, der altid er så glad – måske hos en foredragsholder, der bare får dig til at føle dig godt tilpas – eller ved den betænksomhed, der bliver vist dig af andre på din vej. Her er kærligheden! Den er ikke skjult, som vi måtte tro. Den er ikke gemt væk i religioner. Nu er tiden kommet, hvor vi er i stand til at genkende kærligheden også i hverdagen. At tage det guddommelige ind i vores hverdag – så at sige. Vi er parate til at se efter de mennesker på vores vej – kendte eller ukendte – der kan bidrage til mere kærlighed i vores liv. Vi er også i langt højere grad interesseret i at yde frivilligt arbejde – og glæde os ved det. (Du får vel ikke bedre glædes-garanti end ved at gøre godt for andre, – og det er i øvrigt også sundhedsskabende for dig!) Og Gud jubler! Han er jo som bekendt ligeglad med navne og har ikke brug for at blive nævnt…